Med hensyn til varmebestandighed overgår polypropylen (PP) polyethylen (PE). Typisk er smeltepunktet for polypropylen omkring 40-50 % højere end polyethylens smeltepunkt -fra 160 grader til 170 grader -, hvilket tillader produkter at modstå sterilisering ved temperaturer over 100 grader og forblive udeformeret ved 150 grader i fravær af ekstern kraft. I dagligdagen bruges "No. 5" polypropylenbeholdere almindeligvis til at opvarme mad i mikrobølgeovne (hvor temperaturen generelt når 100-140 grader), hvorimod polyethylen er uegnet til mikrobølgebrug,-hvad enten det er til beholdere eller husholdningsfilm-på grund af dets dårlige varmebestandighed. På samme måde er polyethylenposer bedst egnet til temperaturer under 90 grader med hensyn til standard emballagefilm, mens polypropylenposer kan modstå relativt højere temperaturer.
Med hensyn til stivhed og trækstyrke er polypropylen karakteriseret ved lav densitet og overlegne mekaniske egenskaber sammenlignet med polyethylen, især dens exceptionelle stivhed. Polypropylen konkurrerer i stigende grad med ingeniørplast (såsom PA og PC) og er meget udbredt inden for elektronik, elektriske apparater og bilindustrien. Ydermere har dens høje trækstyrke og fremragende bøjningsmodstand givet den tilnavnet "folde-resistent plastik"; den kan modstå en million bukkecyklusser uden stressblegning ved folden. Denne egenskab tjener som et fingerpeg til at identificere polypropylenprodukter og fungerer som en implicit markør for sortering af dem under genanvendelse.
Med hensyn til lav-temperaturbestandighed er polypropylen ringere end polyethylen. Dens slagstyrke ved 0 grader er kun halvdelen af den ved 20 grader, hvorimod polyethylen forbliver elastisk ved meget lavere temperaturer; dens skørhedstemperatur er generelt under -50 grader og kan falde så lavt som -140 grader afhængigt af relativ molekylmasse. Derfor, hvis et produkt er beregnet til brug i et lavtemperaturmiljø, er polyethylen det foretrukne råmateriale. Bakker, der bruges til kølede fødevarer, er for eksempel typisk lavet af polyethylen.
Med hensyn til ældningsbestandighed er polypropylen dårligere end polyethylen. Selvom deres molekylære strukturer ligner hinanden, gør tilstedeværelsen af en methylsidekæde i polypropylen det mere modtageligt for oxidativ nedbrydning forårsaget af ultraviolet lys og varme. Et almindeligt eksempel på polypropylenprodukter, der er tilbøjelige til at ældes, er den vævede pose; langvarig udsættelse for sollys får disse poser til at revne let. Faktisk, mens polyethylen har bedre ældningsbestandighed end polypropylen, er dens ydeevne i denne henseende ikke enestående sammenlignet med andre materialer; tilstedeværelsen af spor dobbeltbindinger og etherbindinger i polyethylenmolekyler resulterer i dårlig vejrbestandighed, hvilket gør det modtageligt for ældning fra sol og regn.
Med hensyn til fleksibilitet har polypropylen høj styrke, men dårlig fleksibilitet-eller, teknisk set, dårlig slagfasthed. Dets anvendelse adskiller sig derfor fra polyethylen, især i filmprodukter; polypropylenfilm er mere almindeligt brugt til overfladeemballage og udskrivning. Med hensyn til rørføring bruges standard polypropylen sjældent alene; i stedet kræves tværbundet-polypropylen-almindeligvis kendt som PPR-. Fordi almindelig polypropylen har dårlig slagfasthed og er tilbøjelig til at revne, skal stødmodifikatorer tilføjes til praktiske anvendelser; f.eks. bruges tilsætningsstoffer til at øge slagfastheden i produkter som kofangere til biler.